Læs afgørelsen i Tilstsagen her
To betjente slipper for tiltale i Tilstsagen.
I strid med politiklagenævnets anbefaling har statsadvokaten endnu engang uden retssag renset en politimand for at have gjort noget forkert, da han dræbte to biltyve med skud i ryggen og hovedet i Tilst uden for Århus i december 2001.
Statsadvokat Peter Brøndt Jørgensen, Viborg, meddelte fredag med en ny supplerende redegørelse, at han fortsat ikke finder grund til at tiltale politifolkene. De handlede i nødværge, da biltyvene forsøgte at køre dem ned. Politiklagenævnet havde ønsket, at den ene af politifolkene blev retsforfulgt for det ene af drabene. Et af nævnets tre medlemmer mener, at også den anden politimand skal retsforfølges, da den nye redegørelse om sagen - i modsætning til den første - viser, at begge betjente affyrede skud, i alt 12 skud mod biler og tyve. Ingen, heller ikke politimand nummer 2, har kunnet forklare det skud, som tilskrives ham i den nye rapport. Man skal huske på, at det hele foregik i løbet af 20 til 90 sekunder, skriver statsadvokaten.
Et enigt nævn mener, at "det er særdeles beklageligt, at de oprindelige våbentekniske erklæringer har været behæftet med fejl. Dette har medvirket til at nedsætte den generelle troværdighed af hele undersøgelsen", skriver nævnet i en usædvanlig skarp kritik af statsadvokatens undersøgelse. Rigsadvokaten tilsluttede sig konklusionen på den første undersøgelse af sagen og opdagede ikke fejlen i den. Det gjorde faderen til en af de dræbte imidlertid. Derfor blev der skrevet en ny supplerende rapport. Faderen vil klage til rigsadvokaten over den nye redegørelse.
Næsten halvandet år efter episoden har anklagemyndigheden stadig ikke skrevet et anklageskrift, hvor de overlevende fire biltyve bliver tiltalt for drabsforsøg, som de lige siden har været sigtet for. Flere af deres forsvarere kritiserer stærkt den lange ventetid. De tror ikke, at deres klienter kan tiltales for andet end biltyveri. Hvis sagen mod de overlevende blev ført som drabsforsøg, før politifolkene selv var endeligt renset, risikerede politifolkene at skulle vidne om skuddene i retten, inden politifolkene selv var sikre på at slippe for tiltale.
En af forsvarerne, advokat Anders Mygind, siger til Ritzau, at "nu kan vi ikke vente længere på anklageskriftet mod de øvrige".
(Ritzaus Bureau)
http://www.tv2oj.dk/admin/Nyheder/Upload/Dokumenter/130603tilst.pdf" target=_blank>Læs hele afgørelsen her