Kulden bider sig fast
Brdrrrrr... Nytårsnat var hundekold. Også den kommende uge bliver kold med frost både dag og nat.
Er det ikke allerede sket, så er tiden inde til at finde det varme vintertøj frem fra skuffer og skabe.
Det nye år bringer frost med sig til Danmark, og der bliver brug for både forede støvler, huer og handsker. Så langt meteorologerne kan se frem, vil termometrene stå på minus både i dag- og nattetimerne.
Nytårsnat fik især nordjyderne en smagsprøve på, hvad der er i vente. Ned til minus 17 grader blev der målt i Aalborg, mens Karup i Midtjylland nåede 14 minusgrader. Ligeså koldt kan det blive de kommende nætter, for kulden har bidt sig fast, siger vagtchef Leif Andersen på Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).
Kun mandag kommer der en mildning, når vinden en overgang går i vest og giver et par plusgrader i Vestjylland. Men allerede tirsdag er vinden drejet i nordøst og dermed er kulden tilbage.
- Vi får en længere periode med koldt vejr. Lettere frost i hele landet i dagtimerne og ned til fem til 10 minusgrader om natten, nogle steder koldere, siger Leif Andersen.