Keeper langer ud efter forbundet
Landsholdsspiller Karin Mortensen fra SK Århus vil have meget mere i løn fra Dansk Håndbold Forbund.
Kvindelandsholdets målvogter gennem mange år, Karin Mortensen fra SK Århus, er vred på sit eget forbund.
Hun er spillernes repræsentant ved lønforhandlingerne med Dansk Håndbold Forbund, og parterne er langt fra enige.
Det oplyser TV 2 Sporten.
Dansk Håndbold Forbund vil give to millioner kroner, mens kvinderne kræver 5,3 millioner kroner, som er tæt på det beløb, der blev indgået sidste gang en lønordning blev forhandlet på plads.
- Det er jo ikke fair, at hver eneste gang, at man laver én fejl, og det én fejl, vi snakker om, så skal man gå 80 procent ned i løn. Jeg synes, det er rystende, hvis det bliver sådan, siger målvogteren.
Fejlen, som Karin Mortensen taler om, er landsholdets manglende kvalifikation til det netop overståede VM i Norge.
Hvornår parterne skal mødes for syvende gang er uvist.