Kasper Irming tre år mere i Århus GF
Århus GF forlænger aftalen med højrefløjen Kasper Irming, således at de to parter har papir på hinanden frem til 2011.
Håndboldspilleren Kasper Irming kom til Århus GF i sommeren 2006 fra 1. divisionsklubben Ikast FS, og han har gennemgået en kolossal udvikling i det forgangne halvandet år under cheftræner Erik Veje Rasmussen.
Århus GF's direktør Henrik M. Jacobsen er glad for aftalen med Kasper Irming, der er en del af strategien med at skabe kontinuitet i klubben.
- Kasper er en dansk spiller i periferien af landsholdet, og vi er tilfredse med, at han har valgt at videreudvikle sig i Århus GF, siger Henrik M. Jacobsen.
21-årige Kasper Irming er nu en fast del af truppen til udviklingslandsholdet, og allerede i sidste sæson fik han sin debut på A-landsholdet, ligesom han var med på det U-landshold, der vandt VM-bronze i august i Makedonien.