Julen byder på kraftig blæst
Den hvide jul kan vi godt droppe alt om. Til gengæld bliver julen temmelig blæsende
Er du så heldig at få en drage i julegave, bliver der rig lejlighed til at prøve vidunderet i juledagene.
Men du skal holde godt fast i snoren, ellers er der en overhængende risiko for, at den flyver fra dig.
Det bliver nemlig temmelig blæsende. Vinden bliver til at mærke allerede lillejuleaften, og den tager til juleaften, 1. juledag og natten til 2. juledag.
Inden vi kaster os over julen, skal vi lige se på vejret de kommende dage.
Der er udsigt til en kold onsdag morgen. Først på dagen kan der komme et solstrejf eller to, men som dagen skrider frem, bliver det skyet og regnfuldt. Termometret når nok op på seks-syv grader rundt i Østjylland.
Læs også
Torsdag tegner til at blive en regnvejrsdag, mens fredag - lillejuleaften - ser ud til at kunne byde på lidt sol.
Juleaften kan der komme lidt tøsne og slud, men det bliver i så fald kun på områdets højeste bakker, lyder det fra TV 2 Vejret. Juleaften får vi temperaturer i omegnen af fem grader.
1. juledag, hvor det altså bliver blæsende, er der udsigt til ti grader.