Ingen rekordhøst i år

Hårdt efterår og vinter gav svær start

Selvom solen har stået højt på himlen hele juli måned, er det ikke nok til at give den lange, kolde vinter baghjul.

Landmændene må derfor igen i år se langt efter en rekordstor høst.

Ifølge planteavlskonsulent Bent Lune Nielsen fra LMO i Horsens vil der være store lokale variationer, men ingen steder vil høsten nå nye højder.

- De spæde planter fik for svær en start i efteråret sidste år, fordi vejret var ganske forfærdeligt med voldsom regn. Selv om vi har haft vejr og andre forhold med os senere, gør det altså, at vi ikke får den helt store avl, siger planteavlskonsulent Bent Lune Nielsen til P4 Østjylland.

Høsten i år bliver dog ifølge planteavlskonsulenten pæn de fleste steder.