Indbrudstyv nåede ikke langt
En 24-årig mand fra Viby begik natten til fredag indbrud i en lejlighed på Saddelmagertoften. Politiet fik ham hurtigt.
Lige omkring midnat ringede en mand til politiet med vigtig information. Han havde netop set en anden mand knuse en rude i en lejlighed på Saddelmagertoften i Højbjerg.
Lidt efter kom rudeknuseren ud af vinduet igen med en fladskærm under armen, hvorefter han kørte væk i en bil.
Men vidnet gav politiet en god beskrivelse af gerningsmanden og dennes bil. Derfor kunne politiet hurtigt finde og standse bilen, der ikke var nået langt væk. Føreren var en 24-årig mand.
Politiet føler sig sikre på, at den anholdte er den samme som gerningsmanden, idet man har fundet fodspor ved gerningsstedet, der svarer til den anholdtes.
Manden har overnattet i arresten og bliver af vagtchefen ved Østjyllands Politi betegnet som "kendt", men ikke "godt kendt".