Imamer truet på livet
Politiet advarer mod trusler og selvtægt i den voldsomme debat om tegningerne af profeten Muhammed.
6. feb 2006, kl. 14:29
Mere end 30 dage gammel
Den ophidsede konflikt omkring Jyllands-Postens tegninger af profeten Muhammed har nu også ført til anonyme breve med dødstrusler mod de imamer i Århus, der har været i Mellemøsten for at samle kritik af tegningerne.
Chefkriminalinspektør Allan Lund, Århus Politi, opfordrer til besindighed på begge sider af konflikten.
- Det, vi ser i fjernsynet for tiden, gør, at folk lader sig provokere og lader sig rive med med i et omfang, vi ikke tidligere har set.
- Men trusler og selvtægt fører ikke til noget og er ikke konstruktivt, siger han til TV 2 / ØSTJYLLAND.