Højsæson for fisketyveri
På natpatrulje med Fiskerikontrollen
Lige nu er det højsæson for ulovligt fiskeri blandt fritidsfiskere. Alene i Østjylland var der sidste år i alt 471 sager med ulovlige fiskeredskaber.
Fiskerikontrollen patruljerer ofte om natten efter ulovligt opsat garn og ruser i Aarhus Bugt.
- Vores erfaring siger os, at de sætter deres ulovlige redskaber de samme steder, siger fiskerikontrollør Jesper Just til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Sammen med sine kolleger leder han efter ulovlige fiskeredskaber, der ikke er registrerede nogen steder. Hvis man ikke har tilladelse til at fiske det pågældende sted, så skriver Fiskerikontrollen en bøde på 2.500 kroner pr overtrædelse og konfiskerer udstyret.
Fiskerikontrollen oplever, at hvis de ikke patruljerer i et område i et stykke tid, så stiger omfanget af det ulovlige fiskeri.
- En af de ting, som jeg føler er vigtigt i mit job, er, at jeg er garant for, at de ressoucer, der er i havet omkring Danmark, bliver forvaltet rigtigt, siger Jesper Just.
Fiskerikontrollen patruljerer året rundt, og har netop i disse måneder særligt fokus på garnfiskeri tæt på å-udløb, hvor laks og ørreder for tiden skal op at gyde.
Se en natreportage fra Aarhus Bugt i videoen øverst i artiklen.