Har du haft sex, og fortrød du: 50.000 østjyder med i undersøgelse

- Det giver os en bedre mulighed for at forebygge. Ellers er sundhedsvæsenet jo skruet sådan sammen, at vi først ser folk, når de er syge

Foto: Colourbox

I dag får 53.500 repræsentativt udvalgte borgere i Region Midtjylland post.

For fjerde år i træk skal borgerne give svar på alt fra deres stressniveau over trivsel og til kost og motion.

Læs også For fire år siden vejede Mathilde det dobbelte - nu er hun model

- Vi får et bedre billede af, hvordan folk vurderer deres eget helbred. Og det giver os en bedre mulighed for at forebygge. Ellers er sundhedsvæsenet  jo skruet sådan sammen, at vi først ser folk, når de er syge, siger formand for Regionsrådet i Region Midtjylland Bent Hansen (S) til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Vi får et bedre billede af, hvordan folk vurderer deres eget helbred

Bent Hansen (S)

- Man går ind på kommuneniveau og ser, om der er nogen grupper, der har særlige udfordringer. Er der for eksempel en overvægt af unge, der ryger eller ikke rører sig, så kan vi gøre noget særligt der, så vi kan forebygge sygdomme, siger Bent Hansen.

Har flere sygdomme

Blandt andet er der blevet oprettet en klinik for multisygdomme og Polyframaci i Silkeborg, fordi undersøgelsen viste, at et stigende antal borgere har flere sygdomme, der indfluerer på hinanden.

Udover stressniveau, trivsel og kost og motion, omhandler spørgsmålet også sex, tatoveringer, selvskade, ensomhed og e-cigaretter. Og altså også om man de seneste 12 måneder har oplevet at have sex, som man fortrød bagefter i forbindelse med, at man har drukket.

Om undersøgelsen 'Hvordan har du det'

Spørgeskemaerne indsamles fra 3. februar til 3. maj 2017

I Region Midtjylland får 53.500 borgere fra 16 år og opefter tilsendt spørgeskemaet

Der er udsendt forskellige spørgeskemaer til unge (16-24 år) og voksne (25+ år)

På landsplan modtager cirka 300.000 danskere over 16 år et spørgeskema

Alle fem regioner, Sundhedsstyrelsen og Statens Institut for Folkesundhed gennemfører undersøgelsen

Du kan se i din e-boks, om du er med