Groft hærværk mod rådhus
Ukendte gerningsmænd har ødelagt ruder for omkring 250.000 kroner på Odder Rådhus.
Odder Rådhus har været udsat for et omfattende hærværk i løbet af i nat.
Med et luftgevær, en slangebøsse eller et andet skudinstrument er der blevet skudt huller i flere af de store ruder, der vender ud mod Rådhusgade.
Skuddene har været så kraftige, at to af de store ruder er revnet som følge af skuddene. Det samme er ruderne i dørene ved hovedindgangen, mens ruden ved brevindkastet ved siden af indgangen er totalt knust.
Hærværksmændene har derudover lavet dybe ridser i andre af de store ruder.
I løbet af dagen skal skaderne vurderes af et glasfirma. Man regner med, at hver af de store ruder koster ca. 80.000 kr., og den foreløbige vurdering fra rådhuset er derfor, at skaderne løber op i ca. 250.000 kr.