Gnags-nostalgi i Bøgeskoven
Gnags satsede på velkendte klassikere på Skanderborg Festivalen. Dermed var der dømt fællessang foran Bøgescenen.
'Lav sol over Århus', 'Mr. Swing King' og 'Slingrer ned ad Vestergade'.
Århus-bandet Gnags satsede i den grad på de kendte numre fra det imponerende bagkatalog, da Århus-bandet fredag aften gav koncert på Bøgescenen på Skanderborg Festivalen.
Størstedelen af publikum så ud til at være yderst tilfredse med, at forsanger Peter A.G. og resten af Gnags leverede et festfyrværkeri af sikre hits. I hvert fald blev der skrålet med fra første til sidste strofe.
Blandt anmelderne på formiddagsaviserne B.T. og Ekstra Bladet er der dog delte meninger om Gnags-koncerten i Bøgeskoven.
- I det omfang det er muligt at tage et trip i en tidslomme med et triumftog som lokomotiv var det dét, Gnags og specielt "mr. Gnags", Peter A.G. Nielsen, præsterede på Danmarks Smukkeste fredag aften, skriver dagbladet B.T., der giver koncerten fire ud af seks stjerner.
Ekstra Bladets anmelder Henrik Queitsch følte sig derimod ikke specielt godt underholdt af de mange Gnags-klassikere.
- Det er jo en genkendelsens glæde, som det er svært at argumentere kraftigt imod. Men hvis man som undertegnede ikke har den store fælles historie med Gnags - de var ligesom ikke på dagsordenen i de cirkler jeg færdedes i den gang - så var det altså svært helt at fange pointen, skriver Henrik Queitsch og uddeler tre stjerner.
Se mere på TV 2 | ØSTJYLLAND's tema om Skanderborg Festivalen.