Frikender omstridt overskæring
Banedanmark mener ikke, at jernbaneoverskæringen på Grenaavej i Århus er farlig.
Østjyske bilister kan trygt køre over den omstridste jernbaneoverskæring på Grenaavej i Århus-forstaden Risskov.
Trafikministeriet har netop bedt Banedanmark - det tidligere Banestyrelsen - om at undersøge sikkerheden på den århusianske jernbaneoverskæring, og i Banedanmarks svar fremgår det, at den ikke er nævneværdig farligere end andre danske overskæringer.
Ifølge sektionschef Niels Fischer-Nielsen fra Banedanmark har der i de seneste år været en smule flere fejl på Grenaavej-overskæringen end andre steder i landet, men til gengæld hører overskæringen også til blandt landets største.
Overskæringen i Risskov er kommet i fokus, efter at toget mellem Århus og Grenaa i flere tilfælde er stødt ind bilerne på Grenaavej - enten på grund af menneskelige fejl, eller fordi bommene har svigtet.
TV 2 / ØSTJYLLAND har mere om sagen
i aftenens udsendelser.