Frem med havemøblerne
Weekendvejret giver mulighed for tid i haven
Weekenden byder på lunt og solrigt vejr. Ganske som vi har oplevet det de seneste par dage.
- Det bliver en fin forårsweekend med tørvejr, og især eftermiddagene bliver lune med solskin, siger DMI's vagthavende meteorolog Bill Vejdegren.
Temperaturerne lægger sig mellem 10 og 15 grader. Koldest bliver det ved de vestvendte kyster, mens de østlige dele af landets kan nyde varmegrader omkring de 15 og måske endda højere.
Der er dog et lille men. For et højtryk sender mild luft ind over landet vestfra, men bagsiden af den medalje er, at det også sender fugt ind over os.
Det får betydning for formiddagene, der bliver knapt så flotte som eftermiddagene.
- Først på dagene får vi flere skyer, og temperaturen ligger endnu lavt efter de kølige nætter med temperaturer ned mellem frysepunktet og 5 graders varme, lyder det fra meteorolog Bill Vejdegren.
- Men vi er kommet så langt henne på året nu, at solen har magt nok til at få kål på en stor del af skyerne.
Når først der er brændt hul i skyerne, bidrager solens varme stråler flittigt til at hæve temperaturen, forsætter han.
Weekenden bliver ikke sidste chance for at nyde forårssolen, for ifølge meteorologen fortsætter det lune vejr i begyndelsen af næste uge.