Forskerkroner går til dyre rejser
Universitet risikerer bøder i millionklasse, hvis ikke deres ansatte benytter bestemt, men dyr indkøbsservice.
Et oprør ulmer blandt forskerne på Aarhus Universitet fordi de skal købe selv dyre rejser gennem bestemt indkøbscervice. Det skriver Politiken.
Det er nemlig en saga blot for de århusianske forskere at tage imod slagtilbud på rejser via nettet.
Aarhus Universitet har indgået en aftale med Statens og Kommunernes Indkøbsservice (SKI), der betyder, at alle rejser - sammen med møbler, computer og bøger - i fremtiden skal købes igennem SKI. Ellers risikerer universitetet at få bøder i millionklassen for overtrædelse af EU's udbudsregler, har ledelsen ladet forskerne forstå.
Skulle betale overpris på grund af aftale
Resultatet af den politik har forskerne allerede mærket tydeligt I det seneste nummer af universitetsavisen Campus giver lægen og ph.d.-studerende Christian S. Høyer et eksempel
Han skulle til Norge og fik at vide, at han skulle bruge universitetets rejsebureau. Det kunne finde en flyrejse til 4.172 kroner og opgav besparelsen til at være 2.365 kroner i forhold til normalprisen på rejsen. Det så jo pænt ud på regnskabet - indtil Christian S. Høyer tjekkede prisen på nettet. Her kunne han finde samme rejse - med samme fly og på samme betingelser - til 3.098 kroner.
Jeg synes, det er et problem, fordi forskningsmidlerne er beskedne, og jeg risikerer at måtte vælge konferencer fra. Det kan ikke være rimeligt, at unødigt mange af mine forskningspenge går til et rejsebureau, der har fået et fireårigt monopol«, siger han.
Regnskabschef maner til ro-
Regnskabschefen for Aarhus Universitet, Torben Jensen, ønsker ikke at gå ind i en polemik med forskerne og vil derfor ikke kommentere det konkrete tilfælde. Men om den nye aftale med SKI forklarer han:
- Udregningen er ikke helt så enkelt. Man må se på, hvad universitetet samlet får ud af aftalerne, og her er vi overbevist om, at det er en god forretning.
Han siger videre, at forskere skal lade være med at bruge deres tid på at lege rejsebureau. Han peger på, at det ikke er alle destinationer, der har været i udbud. Så forskerne vil også i fremtiden indimellem kunne snuppe et lavprisselskab.
- Men selv hvis det ikke var billigere, var vi alligevel tvunget til at sende vores store opgaver i udbud og lave centrale regler, for loven skal selvfølgelig overholdes, siger han.