Forældre skal til lommerne
Fra august ryger prisen på en vuggestueplads op på næsten 4000 kroner om måneden.
Til august indføres en obligatorisk frokostordning i de århusianske vuggestuer. For de århusianske forældre er der bare det lille problem, at de selv skal betale for ordningen.
Det vil sige, at prisen for en vuggestueplads på et fuldtidsmodul i 45 timer om ugen stiger med cirka 700 kroner om måneden.
- Det er en horribel stigning. Man skal jo næsten tjene 2.000 kr. ekstra brutto for at kunne betale en stigning på 700 kr., siger Sten Grølsted, der er formand for Forældrenævnet til JP Århus.
Rådmanden på området Venstres Louise Gade siger til avisen, at hun er enig i, at stigningen kan virke voldsom, men hun minder om, at forældrene til gengæld slipper for udgiften til at give børnene madpakker med til frokost.