FOA genoptager arbejdet
Mandag trak FOA-folket igen i arbejdstøjet. Det sker, efter at FOA-toppen og regionerne fredag blev enige om et forlig.
Natten mellem søndag og mandag sluttede strejken indtil videre for FOA's medlemmer. Fagforbundets ledelse og de danske regioner nåede nemlig fredag frem til et forlig, der betyder lønstigninger på 13,2 procent over de næste tre år.
- Det bliver en drøj omgang, for sygeplejerskerne strejker stadig, og vi er meget opmærksomme på ikke at træde ind over deres faggrænser, lyder det fra Jette Ohlsen, der er fællestillidsrepræsentant på Århus Sygehus.
Forliget skal til afstemningen blandt de menige FOA-medlemmer. Resultatet af den afstemning skulle ligge klart den 6. juni.
Se mere om de østjyske FOA-medlemmers reaktion på forliget i TV 2 | ØSTJYLLAND's udsendelser klokken 12.10 og klokken 19.30.