Fiskere vil presse politikere
Ny initiativgruppe for kystfiskere dannet i Århus.
Danmarks godt 270 kystfiskere går nu sammen for at lægge pres på deres egen forening, Danmarks Fiskeriforening, og på politikerne.
- Vi har ikke dannet en egentlig forening, men en initiativgruppe. Via den vil vi nu søge at oplyse både Danmarks Fiskeriforening og politikerne, siger en af initiativtagerne, Niels-Jørgen Olsen, der er formand for fiskerne fra Torup Strand.
Initiativgruppen, der allerede har aftalt at mødes igen den 18. marts, blev dannet på et møde i Århus fredag aften, hvor godt en fjerdedel af kystfiskerne var mødt frem.
Ifølge kystfiskerne er deres betingelser så dårlige, at erhvervet er i fare for at dø.
Et torskestop som sidste efterår, kombineret med begrænsede havdage og knappe fiskekvoter, kan fiskernes økonomi ikke holde til, siger Niels-Jørgen Olsen.
Kystfiskere fra hele landet, inklusive Østerbro i København, deltog i fredagens møde i Århus. Niels-Jørgen Olsen lægger ikke op til, at kystfiskerne forlader Danmarks Fiskeriforening, sådan som det er sket for fiskerne i Hirtshals. Han mener heller ikke, at den nye initiativgruppe kan ses som en direkte protest mod fiskeriforeningen.
- Men hvis jeg spørger mine medlemmer, er der nok mange, som ikke mener, at Danmarks Fiskeriforening gør nok for os, siger Niels-Jørgen Olsen.
Ifølge ham er hans egen torskekvote blevet så lille, at rationen for marts kan fanges på en enkelt dag. /ritzau/