Fem århusianere på floorball-landsholdet
Hele fem spillere fra Århus Elite Floorball er med, når det danske landshold i begyndelsen af februar samles i Randers.
Århus Elite Floorball er repræsenteret med hele fem spillere, når det danske landshold samles i Randers i den første weekend i februar.
Det er målmand Morten Fryland, backerne Christian Engelsen og Christian Bendtsen, center Henrik Engelsen samt forward Morten Mølby, der er udtaget til samlingen, der fungerer som en del af forberedelsen til VM i Tjekkiet i december 2008.
Morten Fryland, der indtil for nylig har været tvivlsom på landsholdet på grund af en knæskade, er hurtigt kommet tilbage på sit høje niveau efter et halvt års pause. Han supplerer nu de fire markspillere, der ligeledes var udtaget, da landsholdet var samlet i november.
- Det er en fornøjelse, at vores sportslige succes også afspejles i landsholdsudtagelsen. Alle fem spillere har leveret et højt niveau i den første del af sæsonen, og det er ligeledes positivt set i et fremtidigt perspektiv, at fire af spillerne er under 23 år, så det er spillere med fremtid i for såvel os som landsholdet, udtaler sportschef for Århus Elite Floorball, Jens Ørhøj, i en pressemeddelelse.