Fem anholdt i stor skattesag
To mænd fængslet i sag om groft moms- og skattesvig - tre andre sigtes for medvirken.
Efter en større aktion sigter Århus Politi to mænd for at snyde Skat for et større millionbeløb.
Efter politiets opfattelse har et vikarbureau i to år solgt 15.000 mandetimer sort om året til firmaer i byggebranchen.
I dag blev vikarbureauets ejer og den daglige leder derfor fremstillet i et retsmøde med en sigtelse om skatte- og momssvig af særlig grov karakter. Yderligere tre mænd blev anholdt i går, men løsladt efter endt afhøring.
Vikarbureauet tog 180 kroner for en mandetime, og politiet anslår, at bureauet siden 2004 har tjent mindst fem millioner kroner, som skattevæsnet ikke skulle have kendskab til.
Dagens retsmøde endte med, at de to mænd på 43 og 38 år blev varetægtsfængslet i 14 dage. /ritzau/