Færre krydstogtskibe giver mindre omsætning
Der kommer færre krydstogtturister til Århus i år, og det betyder mindre omsætning for byens handlende.
Sidste år lagde i alt 21 store krydstogsskibe til kaj i Århus Havn. I år kommer der derimod kun 13.
De 13 krydstogtskibe har omkring 20.000 turister med - mod 25.000 personer sidste år.
Med færre krydstogtskibe i Århus Havn er der samtidig udsigt til færre penge i kassen for byens handlende. Samtidig bruger de turister, der kommer, generelt færre penge under deres ophold.
- Da vi startede med krydstogtturisme i Århus, var det meget luksuspræget. Det er det ikke mere. Enhver kan købe et krydstogt i dag, for det er ikke så dyrt mere, men det betyder jo også, at det er folk, der ikke bare strøer om sig med penge, fortæller afdelingsleder hos VisitAarhus, Vibeke Jørgensen, til P4 Østjylland.