Endelig: Sol, sommer og 25 grader i Østjylland
Flere steder i Østjylland er der onsdag målt temperaturer på mere end 25 grader
Efter uger med trist sommervejr har solen i dag, onsdag, bagt over Østjylland, og mange har derfor pakket badebukserne og parasollen og smuttet en tur på stranden for at ligge på langs eller lege i vandet.
Og hvis der har været sved på panden, så er det med god grund. For det har været varmt i dag i det østjyske, hvor termometeret nogle steder sneg op over de 25 grader, som er grænsen for en sommerdag.
På Djursland blev der onsdag eftermiddag målt 25,8 grader og ved Randers kunne man nyde 25 grader, oplyser Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, til tv2oj.dk.
SE OGSÅ: Østjyske virksomheder kan mærke sommervejret
Generelt har temperaturen i Østjylland ligget på mellem 20 og 25 grader med Aarhus som en af bundskraberne. 20,2 grader sneg termometret sig op på i den sydlige del af byen.
Så der har derfor været god grund til at tage en dukkert i havet, hvor temperaturen ved de østjyske strande har ligget på cirka 15-18 grader.
Blandet vejr torsdag
Og det er med at nyde det gode vejr resten af dagen. For selvom det også bliver varmt i morgen, torsdag, så kan regn- og tordenbyger komme til at drille strandturen.
SE OGSÅ: Trods 195.000 gæster: Ingen regndans på Moesgaard Museum
- Torsdag er der udsigt til lidt mere drilsk vejr. Der kommer formentlig regn og torden fra vest sidst på natten. Det kommer ikke til at regne hele dagen, så der bliver plads til sol indimellem og temperaturer på cirka 20-25 grader, siger Trine Pedersen, der er meteorolog ved DMI, til tv2oj.dk.
TV 2 | ØSTJYLLAND var også en tur forbi stranden i dag - nærmere bestemt Moesgaard Strand syd for Aarhus - hvor mange østjyder nød sommerdagen og en is ved vandet. Du kan se video fra Moesgaard Strand øverst i artiklen.