Død bilist endte på togskinner
En varebil endte på togskinnerne, efter at den 50-årige fører var død af et ildebefindende.
21. nov 2005, kl. 10:05
Mere end 30 dage gammel
En mand i en varebil forulykkede mandag morgen i landsbyen Hylke syd for Skanderborg.
Den 50-årige mand mistede herredømmet over bilen, som havnede på jernbaneskinnerne, hvor den endte på taget. Manden mistede livet. Muligvis skyldtes ulykken, at han fik et ildebefindende, oplyser politiet.
Det var en lokofører i et forbipasserende tog, der opdagede ulykken. Toget kørte i det modsatte spor og undgik derfor at ramme bilen.
Herefter blev togtrafikken indstillet i en time, indtil der var ryddet op på stedet.