Dobbeltarbejde forlænger ventetid for kræftsyge
Danske kræftafdelinger udfører de samme skanninger af patienter, som regionale sygehuse allerede har lavet én gang.
Det lægger ekstra pres på sundhedssystemet, hvor der er mangel på skannere samt røntgenlæger og radiografer til at gennemføre og tyde skanningerne, skriver Politiken onsdag.
- Det er ren Ebberød Bank, konstaterer formanden for røntgenlægerne, overlæge Henrik Torp Madsen.
Derfor venter patienter længe
Dobbeltarbejdet er en af forklaringerne på, at kræftpatienter venter op til ni uger på at blive skannet for deres sygdom, alt imens sygdommen spreder sig med risiko for, at de dør på grund af ventetiden.
Det er det faglige selskab af røntgenlæger, Dansk Forening for Onkoradiologi, der fremhæver problemet i et notat om ventetider på skanning. Foreningen omtaler en:
- dårlig udnyttelse af de radiologiske speciallæger, da skanningerne i realiteten bliver gennemgået og beskrevet to gange, først lokalt og dernæst af radiologerne på det hospital, hvor kræftbehandlingen foregår.
- Så vi har altså en gruppe røntgenlæger, der er alt for få af. Dem sætter vi så til at lave dobbeltarbejde«, siger Henrik Torp Madsen til Politiken.
Lige nu har sygehusene 84 ubesatte stillinger til røntgenlæger, og hvis alle kræftpatienter højst skal vente to uger på at blive skannet, mangler der i alt 136 røntgenlæger plus 40 ekstra skannere.
I Århus har de en løsning klar
Henrik Torp Madsen er ansat på Århus Universitetshospital. Her prøver lægerne at komme dobbeltarbejdet til livs. De lader ganske vist stadig de regionale sygehuse skanne patienter. Det
står radiograferne for, og selve skanningen er en standardiseret undersøgelse. Men efter skanningen sender de regionale sygehuse skanningsbillederne direkte til kræftafdelingen, hvor
røntgenlægerne så tyder dem. Det frigør ekstra tider til skanning af kræftpatienter, så ventetiden kan komme ned.
Foreningen af røntgenlæger anbefaler politikerne at indføre den praksis på alle store kræftafdelinger.
- Vi ved, at der er ekstra skannerkapacitet på de mindre sygehuse. De kræftbehandlende sygehuse skal udnytte den kapacitet, siger Henrik Torp Madsen til Politiken.