DNA-spor kan frikende anholdte for Skovby-mord
Nye DNA-resultater viser, at det sandsynligvis ikke er de fire anholdte litauere, der står bag mordet i Skovby.
Sydøstjyllands Politi har fået de første resultater af DNA-prøver taget i forbindelse med mordet på den 76-årige Karsten Nørgaard fra Skovby ved Galten. Og ifølge vicepolitiinspektør Peter Krogh peger de i retning af, at det ikke er de fire litauiske mænd, som i første omgang blev anholdt, der står bag mordet:
- DNAen matcher ikke litauerne, men det er alligevel vigtige spor.
Der går et par uger, inden politiet modtager de sidste og endelige resultater af DNA-prøverne.
Vicepolitiinspektør Peter Krogh har tidligere sagt til TV | 2 Østjylland, at han tvivlede på, at litauerne var gerningsmændene.
Alligevel skal de fire litauere, som lige nu er varetægtsfængslede, ikke regne med at blive løsladt. Politiet forventer nemlig at få deres fængsling forlænget ved at sigte mændene for tyveri i en helt anden forbindelse.
Karsten Nørgaard blev i sit eget hjem dræbt af indbrudstyve natten til den 2. oktober. Hans hustru overlevede ved at spille død.