Den Gamle By frygter fri entré
Det vil skade købstadsmuseet, at det fra på søndag bliver gratis for børn at komme ind, advarer direktøren.
Ufrivilligt og kun fordi Folketinget kræver det, vil Den Gamle By i Århus fra 1. januar holde op med at kræve entré af børn og unge under 18 år.
Den gratis adgang for børn bliver indført på alle statsanerkendte museer - og det er skidt, mener Den Gamle Bys direktør Thomas Bloch Ravn. Til Århus Stiftstidende siger han:
- Jeg tror, det reelt vil sætte museerne i stå. Meningen er at få kulturarven ud til børn, men hvis vi bruger penge på et initiativ til børn og får ekstra gæster, så får vi jo ikke noget ud af det - andet end flere udgifter. Jeg tror, det er at gøre os en bjørnetjeneste.
I Århus bliver der gratis adgang for alle under 18 år på kunstmuseet Aros, Den Gamle By, Århus Bymuseum, Moesgård Museum og Naturhistorisk Museum.