De usunde østjyder
Se, hvilken kommune, der halter efter i sundhed
For lidt motion og for meget tobak og alkohol.
Det er nogle af de parametre, som er medvirkende til, at borgerne i Norddjurs Kommune har langt dårligere sundhed sammenlignet med borgerne i resten af Region Midtjylland.
Det viser en helt ny landsdækkende måling foretaget af Sundhedsstyrelsen.
Derfor iværksætter Norddjurs Kommune jævnligt en række kurser i sundhed og motion for at motivere borgerne til en sundere livsstil. Sidste år deltog omkring 200 borgere i kurserne.
Ifølge kommunens sundhedskoordinator er det en udfordring, at skulle ændre borgernes livsstil. I mange tilfælde hænger sundheden sammen med andre forhold som for eksempel sygdom:
- Vi ved, at mange af borgerne her har mange ting at slås med. Det vil sige, der skal måske et skub til. Det skub skal for manges vedkommende formentlig komme fra nogle andre, der støtter op om dem, siger Dorthe Bligaard, sundhedskoordinator i Norddjurs Kommune, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Selvom Norddjurs Kommune halter bagefter resten af de østjyske kommuner, er der også positive tendenser at spore.
Siden sidste måling i 2010, har borgerne i Norddjurs oplevet positiv fremgang på områder som rygning, alkohol, kostvaner og langvarig sygdom.
Det glæder borgmester Jan Petersen (S), som håber, at kommunen nu helt kan få bugt med den usunde livsstil:
- Der kan være en sammenhæng mellem rygning, alkoholforbrug og stresset liv. Der er mange sammenhænge - derfor må vi se på det hele menneske, siger borgmester Jan Petersen (S) til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Se endnu mere om Sundhedsstyrelsens undersøgelse af danskernes sundhed ved at klikke her.
I tv-indslaget øverst i artiklen kan du se, hvordan Norddjurs Kommune forsøger at vinde kampen mod den usunde livsstil.