Danskerne sladrer om hinandens snyd
Vi fortæller oftere myndighederne, hvis naboerne svindler. Især i Århus er anmeldelserne om bedrageri stigende.
Får du dagpenge uden at have ret til det, skal du ikke snakke højt om det på vej ned ad trapperne i opgangen eller ved plankeværket i haven. Der er en god risiko for, at naboen melder dig for socialt bedrageri, skriver Urban.
Både i København, Århus og på Fyn lyder meldingen om en stigning i anonyme anmeldelser af snyd med offentlige ydelser.I København har der i 2009 været 70 sager, der er startet via en anonym anmeldelse. Ca. 75 procent af dem har vist sig at holde stik. En klassiker er, når far og mor lader som om, de bliver skilt og flytter fra hinanden. På den måde bliver moren 'enlig' og får forhøjet børnetilskud. Reelt bor faren dog stadig hos moren, men har nu adresse hos en ven.
Et andet hyppigt tilfælde er, når en herboende person fra et andet land for eksempel får kontanthjælp og så tager på månedlange rejser til hjemlandet. Det er først fra årsskiftet, sagerne er blevet optalt i København, men der er tale om en klar stigning, fortæller Hanne Mücke fra kontrolgruppen. Det er mere årsagen, der er uklar.
- Et gæt er finanskrisen. Nogle må måske arbejde mere på grund af krisen, og så bliver de bitre, når de hører nogen snakke højt og flot nede ved Brugsen om, at de snyder systemet. De anonyme anmeldelser er taget til, og dem, der ringer eller skriver, er sure, siger hun til Urban.
Det er ikke kun i hovedstaden, at anmeldelserne om socialt bedrageri er stigende. I Århus og Svendborg er billedet det samme.
- Det er min klare opfattelse, at der er en stigning. Det bliver ikke talt op. Men der er nok at lave, skulle jeg hilse og sige, fortæller Carsten Jepsen, som er daglig leder af kontrolgruppen i Århus.
Han mener, at den øgede fokus på socialt bedrageri og sort arbejde er grunden til de mange nye anmeldelser.