Claus Elgaard: Jeg har ikke fortrudt noget
Trods en hård barndom og et massivt spillemisbrug er studievært Claus Elgaard glad for sine oplevelser.
Claus Elgaards bog om sin tid som ludoman 'Med livet som indsats' ligger lige nu nummer et på boghandlernes salgslister.
Bogen handler om tv-mandens dobbeltliv med et spillemisbrug, der i flere år kontrollerede hans liv, og som bogstaveligt talt var tæt på at slå ham ihjel.
Bogen er først er fremmest skrevet for at hjælpe andre i samme situation.
- Jeg vil gerne gøre opmærksom på, at der er 100.000 danskere, der ligger og bøvler med alt det, jeg har været igennem. Men vi har haft vores chance - så skidt med os. Men der er også en masse børn. Jeg blev så sent som i dag ringet op af en far til en 16-årig dreng, som grædende fortalte, at hans barn spiller alt op, siger Claus Elgaard i et interview i 'Go' Aften Østjylland'.
Claus Elgaard, der i dag er studievært på TV 2 | ØSTJYLLAND, vil gerne påtage sig samme rolle for ludomaner, som Ole Michelsen har for alkoholikere.
Trods sine bitre erfaringer med konsekvenserne af sit misbrug har Claus Elgaard ikke fortrudt sin fortid.
- Jeg har haft et spændende og anderledes liv. Jeg har været forundt nogen ting og oplevet noget, som andre mennesker ikke kommer i nærheden af. Men de tragiske ting ville jeg selvfølgelig gerne have været foruden, siger Claus Elgaard med henvisning til en ekskæreste, der tog sit eget liv.