Byder halv milliard på Mols-Linien
Den danske kapitalfond Polaris har offentliggjort et købstilbud på 76,19 procent af aktierne i Mols-Linien
De ejer allerede de første knap 30 procent, og nu vil kapitalfonden Polaris have fat i stort set alle de resterende aktier i færgerederiet Mols-Linien.
Buddet lyder helt som ventet på 34 kroner per aktie, og dermed løber den resterende pris op på cirka 482 millioner kroner.
- Mols-Liniens største aktionærer har i længere tid ønsket at sælge deres aktier. Vi er overbeviste om, at Mols-Linien bedst videreudvikles med en ny ejer, som er langsigtet og kapitalstærk. Polaris er klar til at finansiere de nødvendige investeringer, og vi er fast besluttet på at udvikle Mols-Linien til gavn for rejsende og medarbejdere ved bl.a. at styrke ruterne med flere afgange, tilbyde nye services og ved at forbedre rejseoplevelsen på "Den Flydende Bro" over Kattegat, siger Managing Partner Jan Johan Kühl fra Polaris i en pressemeddelelse.
Polaris har indgået aftale med Clipper Group A/S om at købe deres oprindelige aktiepost på 29,95 procent i Mols-Linien. Desuden har Polaris modtaget forhåndstilsagn om at kunne købe yderligere 46,24 procent af aktierne i Mols-Linien fra Nykredit Bank A/S, Finansiel Stabilitet A/S og FS Finans III A/S.
- Vi har således opnået uigenkaldelige forhåndstilsagn om at købe i alt 76,19 procent af aktierne, og vi sender i næste uge købstilbuddet til samtlige aktionærer med opfordring til at tage mod tilbuddet, der løber frem til og med den 12. august kl. 12.00, siger Jan Johan Kühl.