Buskontrollør frifundet for vold
En buskontrollør ved Århus Sporveje blev ved landsretten frifundet for vold mod buspassager.
En 40-årig mand, der er ansat som kontrollør ved Århus Sporveje, kan beholde sit job og sin frihed, efter at Vestre Landsret i går frifandt ham for vold mod en buspassager.
Den 40-årige var i byretten blevet idømt 30 dages betinget fængsel, men slap altså helt i landsretten.
Sammen med en kollega skulle den 40-årige kort før jul sidste år kontrollere billetter hos passagererne i en bus i Århus. En ung mand, der ikke havde billet, forsøgte at smutte forbi kontrol- løren, der imidlertid spærrede døren. Den unge mand skubbede derefter til kontrolløren, og de faldt begge om på gaden.
Den unge passager anmeldte kontrolløren for vold, da kontrolløren ifølge passageren havde slået ham flere gange med knytnæve. Men landsretten fandt det ikke det påståede overfald bevist og frifandt kontrolløren. /ritzau/