BUPL i Århus har armene nede
Et massivt flertal af pædagogerne på landsplan har stemt "ja" til ny overenskomst. I Århus hænger mundvigene dog nedad.
Der er ikke stor jubel i BUPL Århus ovenpå afstemningsresultatet, selvom bestyrelsen havde anbefalet et ja til overenskomsten.
- Vi har ikke armene oppe over hovedet i begejstring. Vi ved, at de fleste i Århus ikke er tilfredse, men videre konflikt har virket udsigtsløst i den nuværende situation. Derfor har pædagogerne stemt ja, siger formanden for BUPL i Århus, Henning Truelsegaard.
I BUPL Århus mener man, at regeringen havde lagt alt for snævre rammer ned over overenskomstforhandlingerne, og man håber, at regeringen står ved, at de har lovet at nedsætte en ligelønkommision og at der følger penge med.
-Selvom denne overenskomstkamp er slut, skal der fortsat arbejdes med lønforskellen mellem mande- og kvindefag og lønefterslæbet i forhold til det private arbejdsmarked. Det løfte skal regeringen holde, siger Henning Truelsegaard.
I Århus stemte 72 procent ja, 19,4 procent stemte nej og 8,6 procent stemte blankt.