Budgetstrid i Odder
Besparelser i Odder Kommune får nu De Konservative til at lange ud efter Venstre. Der mangler en plan, mener K.
I skrivende stund står Odder Kommune til at overskride driftsbudgettet med femten millioner kroner. Derfor skal der spares.
Men ifølge den konservative formand for socialudvalget, Niels Rosenberg, mangler der en overordnet plan for, hvordan økonomien skal hænge sammen på den lange bane.
Indtil videre er det netop socialområdet, som Rosenberg er formand for, der skal holde for. Og det bekymrer formanden.
- Vi er nået dertil, hvor jeg ikke kan finde ret mange flere steder at spare uden at lukke og lave voldsomme nedskæringer. Mange af vores udgifter er lovbestemt, og jeg vil ikke være med til, at vi overtræder loven, siger udvalgsformanden til Horsens Folkeblad.
Han vil derfor have borgmester Niels Ulrik Bugge fra Venstre til at fremlægge en plan for hvordan, der skal komme balance i Odder Kommunes økonomi.