Borgere skal bekæmpe landsbydød
Skanderborg Kommune beder borgerne komme med forslag til, hvordan der kan sættes gang i udviklingen i landsbyerne.
19. maj 2008, kl. 11:43
Mere end 30 dage gammel
Den 29. maj sættes der officielt gang i arbejdet med udviklingen af Skanderborg Kommunes landsbyer.
Ifølge Horsens Folkeblad søsatter foreningen Landsbysamvirket i samarbejde med kommunen et projekt, der skal give bud på, hvordan landsbyerne skal udvikle sig.
I første omgang er der lavet en internetside - ideoffensiv.dk - hvor borgerne kan komme med forslag og udveksle ideer.
Derudover er der arrangeret et møde, hvor borgerne også kan komme til orde. Mødet finder sted 29. maj i Borgernes Hus i Veng.