Borgere protesterer mod mobilmast
En gruppe borgere i Hadsten er utilfredse med kommunens planer om at stille en mobilmast op.
2. maj 2008, kl. 12:39
Mere end 30 dage gammel
Et fælles mål har fået en gruppe borgerne i Hadsten til at stå sammen: De vil have stoppet kommunens plan om at lave en mobilmast lige midt i deres beboelsesområde.
- Der er jo flere undersøgelser, der viser, at det kan være sundhedsskadeligt med 3G-telefoni, så det er vi selvfølgelig ikke så trygge ved, siger Niels Korre Beck, der bor i området.
Mobilmasten er 27 meter høj, og skal stå i beboelsesområdet ved Ørnevej i Hadsten. Det har fået borgerne i området til at sende en protest til kommunen.
Høringsfristen er nu udløbet, og inden for de næste fire til seks uger vil kommunen træffe en afgørelse.