Biskop frikendt for at nævne navne
Århus-biskop Kjeld Holm ikke gjorde noget forkert, da han nævnte navnene på seks præster, som er imod kvinder på prædikestolen.
Biskop i Århus Stift Kjeld Holm gjorde intet forkert, da han nævnte navnene på seks præster, som er imod kvindelige præster, i en avis. Det skriver Århus Stiftstidende tirsdag.
Biskoppen bragte navnene frem i Århus Stiftstidende 5. januar i år i forbindelse
med en debat om kvindelige præster og mobning. Kirkeminister Birthe Rønn Hornbechs afgørelse i sagen er klokkeklar. Hun frikender Århus-biskoppen for alt det, som præst Bjarne Bæk Markussen fra Bjerringbro havde klaget over.
Markussen mente, at det var en udlevering, der havde karakter af personlig chikane, fordi det i lys af den offentlige stemning kan medføre modvilje og hindringer i at udføre præstetjenesten.
Birthe Rønn Hornbech forklarer i et brev, der er sendt til klageren og biskoppen, at hun har undersøgt, om persondataloven er overtrådt og om de seks præster er chikaneret. Ingen af delene er tilfældet, mener hun.
Kjeld Holm er tilfreds med afgørelsen.
- Den viser, at når man har en teologisk opfattelse, skal den kunne tåle dagens lys. Man kan ikke skjule, at man er imod kvindelige præster, og almindelige mennesker har krav på at vide, hvilke præster de har, og hvilke kirkelige handlinger, de går til, siger han til avisen.
Klagen til ministeriet er alene kommet fra Bjarne Bæk Markussen. Hverken Den danske Præsteforening eller de seks præster har klaget. De har blot deltaget i den offentlige debat.