Betjent skød mod tyves bil
Politimand skød mod bil med formodede tyve på tankstation på Vestre Ringvej i Silkeborg, da bilens fører kørte frem mod betjenten.
En politibetjent blev i nat påkørt af en bil med to formodede tyve på DK tankstationen på Vestre Ringvej i Silkeborg, samtidig med han skød varselsskud mod bilen.
Kort efter kl. 3 blev politiet alarmeret om et indbrud på tanken, hvorefter en hundepatrulje blev sendt til stedet. Ved ankomsten holdt der en grå BMW med to personer, som politivognen parkerede umiddelbart foran.
Trak pistol uden at være truet
Nu bakkede BMW'en væk, hvilket fik en af betjentene til at trække sin tjenestepistol, samtidig med han beordrede de to personer ud af bilen.
På dette tidspunkt følte betjenten sig ikke truet, men han brugte pistolen som magtmiddel for at få den bakkende bil til at stoppe, oplyser kriminalinspektør Carsten Thostrup til TV2 / ØSTJYLLAND.
Bilen kørte mod betjenten
Føreren af BMW'en reagerede ved at køre frem mod betjenten, der nu følte sig truet på livet og derfor skød varselsskud, uden at sigte mod de to i bilen.
Skuddene fik dog ikke BMW'en til at stoppe. Den kørte væk fra stedet i retning mod Herning og eftersøges nu af politiet i hele Øst- og Midtjylland.
Ved episoden blev betjenten ramt af BMW'en og klemt mellem bilen, en mur og en benzinstander. Han har forstuvet venstre fod og fik beskadiget sin underarm.
De to personer i BMW'en beskrives som 18- til 22-årige danskere.
Se mere i aftenens udsendelser på TV2 / ØSTJYLLAND.