Astronom: Glem svejsebrillerne
Astronom Ole J. Knudsen henstiller til, at man kun benytter sig af solformørkelsesbriller på fredag
Måske har du et gammelt staldtip om svejsebriller, når du skal se solformørkelsen på fredag. Og det kan da også godt være, at det virker.
Men det er ikke noget, der er anbefalelsesværdigt, siger Ole J. Knudsen, der er astronom ved Institut for Fysik og Astronomi ved Aarhus Universitet.
- Glem det. Der er en ting, der er virkelig godt, og det er solformørkelsesbriller. Alt det gamle overtro og huskeråd, det kan godt være, der er noget af det, der virker, men jeg kan ikke stå inde for det, og vi skal ikke have nogen, der får øjenskader, siger Ole J. Knudsen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Der er stor interesse for solformørkelsen på fredag, men hvis man ikke vidste, at den var der, er det ikke sikkert, man havde lagt mærke til den.
- Hvis man ikke vidste det, ville man trille afsted på motorvejen, som man plejer. Men når man er opmærksom på det, vil man se nogle specielle ting.
Se hele interviewet med Ole J. Knudsen og få at vide hvilke specielle ting, man kan få øje på, i videoen øverst i artiklen.