Arvidsson skal være landstræner
Randers HKs træner i håndboldligaen skal træne liga-landsholdet
Morten Arvidsson, Randers HK træner i kvindernes håndboldliga, skal nu også være landstræner. Det skriver Randers Amtsavis i dag.
Morten Arvidsson skal træne ligalandsholdet og dermed de såkaldte boblere, de kvindespillere, der ligger lige under landsholdsniveauet.
- Så mange spillere som muligt skal gøres klar til det rigtige landshold. Det kan Pytlick og hans assistenttræner Kim Jensen ikke varetage sammen med deres landsholdssamlinger, og derfor skulle man bruge en ekstra træner. Da Jan Pytlick derefter spurgte mig, om jeg var interesseret, sagde jeg selvfølgelig ja tak. Jeg var selvfølgelig glad, da jeg fik henvendelsen, for det havde jeg ikke regnet med. Jeg betragter det som et skulderklap, fortæller Morten Arvidsson til Randers Amtsavis.
Morten Arvidsson vil dog stadigvæk passe sit job som træner for Randers HK.
- Det bliver noget med tre-fire uger om året. Så videre omfattende er det ikke. Men jeg glæder mig til at kunne være med til at udvikle de spillere, der står på spring til det rigtige landshold. Det er et meget spændende job, siger Arvidsson til Randers Amtsavis.