Århus-biblioteker er effektive
De århusianske folkebiblioteker er landets mest effektive til trods for, at udgifterne er lave.
Århus Kommunes Biblioteker er landets mest effektive med flest udlån i forhold til antal ansatte. Oveni er biblioteksudgifterne per indbygger blandt landets laveste. Det viser tal fra Indenrigsministeriets Nøgletal 2005 og Folkebiblioteksstatistikken 2004.
- Vi har gennem flere år satset på at udvikle og anvende nye it-værktøjer i biblioteksvæsnet. Ikke mindst den øgede grad af selvbetjening har været med til at effektivisere de daglige rutiner. Vi har længe kunnet mærke effekten, og det er den positive udvikling, som fortsætter, siger stadsbibliotekar Rolf Hapel.
Århus Kommunes Biblioteker foretog i 2004 over 5,3 millioner udlån. Dermed placerer Århus Kommunes Biblioteker sig i den øverste fjerdedel målt på udlån per indbygger.
Samtidig viser analyser, at halvdelen af brugerne benytter biblioteket til andre formål end at låne materialer. /ritzau/