Ansatte i amtet syge af stress
Psykiske årsager bag næsten hver anden sygemelding blandt ansatte i Århus Amt. Især pædagoger og sygeplejersker rammes.
Stress, depression, udbrændthed og psykisk overbelastning præger i stigende grad langtidssygemeldte ansatte under Århus Amt. Det viser nye tal fra amtets personaleafdeling, hvor man konkret har behandlet 130 sager blandt langtidssygemeldte, skriver JP Århus.
- Vi ser stadig flere amtsansatte, som sygemeldes af psykiske årsager. Den slags ramte hele 45 pct. af de sygemeldte, som vi kom i kontakt med sidste år. Året før var det blot 35 pct. af sygemeldingerne, som havde psykiske årsager, siger socialrådgiver Lisbeth Toft til avisen.
Det er oftest sygeplejersker og pædagoger, som bliver sygemeldt af psykiske årsager, viser tallene.
Ifølge kredsformand Verne Pedersen, Socialpædagogernes Landsforbund i Århus Amt, spiller flere års besparelser og effektiviseringer på arbejdspladserne en vigtig rolle.