Anni Fønsbys Randers-bordel genåbnet
Efter at have været lukket siden ransagning i sidste uge tager et Anni Fønsbys bordeller nu igen imod gæster.
Ét af Anne Fønsbys bordeller er åbnet igen, efter at politiet i sidste uge gennemførte en razzia flere steder i landet.
I forbindelse med razziaen ransagede politiet blandt andet tre bordeller i Randers, Kolind og Hasselager. Anni Fønsby - den ene halvdel af jetset-parret Anni og Erik - er siden blevet sigtet for rufferi og efterfølgende varetægtsfængslet.
Ransagningen har dog næppe sat en stopper for forretningen. Ifølge dagbladet B.T. er bordellet på Søren Møllers Gade 36 i Randers atter begyndt at modtage kunder.
Det bekræfter telefonpasseren hos Randersmodellerne, da B.T. ringede til stedet mandag formiddag.
Kører I med fuldt vagtplan?
- Det er muligt, lød svaret.
De øvrige syv bordeller med forbindelse til den fængslede Anni Fønsby har endnu ikke genoptaget driften, viser B.T.'s rundringning til stederne.