Aarsleff bekræfter rammeaftale
Aarsleff har indgået rammeaftaler med Favrskov Forsyning, Odder Spildevand og Aarhus Vand
Den aarhusianske entreprenørvirksomhed Per Aarsleff A/S har nu skrevet under på kontrakten om ny rammeaftale med Favrskov Forsyning, Odder Spildevand og Aarhus Vand.
Aftalen løber fra 1. januar 2016 og frem til udgangen af 2021, og dermed fortsætter 30 års samarbejde i det østjyske.
Samlet set har aftalen mellem vandselskaberne og Aarsleff en værdi af cirka 420 millioner kroner, oplyser Aarsleff.
Aftalen er en del en partneringsaftale, hvor de tre vandselskaber har gennemført et fælles rammeaftaleudbud.
Hos Aarsleff forventer man, at der er produktudviklingsmuligheder i samarbejdet.
- Vi har gode erfaringer fra blandt andet tidligere partneringsamarbejder med Aarhus Vand, og vi forventer, at det gode samarbejde fortsætter i den nye aftale, der nu altså også omfatter Favrskov Spildevand og Odder Spildevand, siger Ebbe Malte Iversen, der er administrerende direktør hos Aarsleff, i en pressemeddelelse.
Kontrakten ændrer ikke Aarsleffs forventninger til resultatet for regnskabsåret 2014/2015.