Aarhus Teater skal have ny chef
Den nuværende teaterchef ønsker ikke at forlænge sin kontrakt, så nu skal bestyrelsen finde en afløser.
Aarhus Teaters bestyrelse skal i de kommende måneder ud og finde en ny teaterchef.
Den nuværende teaterchef Madeleine Røn Juuls kontraktperiode udløber 30. juni i år, og efter fire år på posten er hun klar til nye udfordringer.
- Vi har været meget glade for at have Madeleine Røn Juul som teaterchef. Hun har skabt fornyelse og kunstnerisk udvikling på Aarhus Teater, som vil have betydning for teatret og dansk teaterliv i fremtiden. Det vil jeg gerne takke hende for. Det har været spændende at samarbejde med Madeleine, og jeg har taget til efterretning, at hun nu vil søge nye udfordringer, siger Kim Andersen, der er bestyrelsesformand på Aarhus Teater.