66-årig kvinde overfaldet i Gellerupparken
En ældre kvinde blev mandag aften omkring klokken 22 overfaldet af seks til syv udenlandske drenge i Gellerupparken i Brabrand.
Overfaldet skete på en grus fodboldbane mellem Dortesvej og Gudrunsvej, hvor den 66-årige kvinde blev væltet omkuld af en gruppe drenge. Hun fik frastjålet sin taske og rygsæk indeholdende et par tusinde kroner, pas, nøgler, bankbog, mobil og kosmetik.
- Vi ser med stor alvor på, at folk ikke kan gå i fred, og vi hører meget gerne fra eventuelle vidner, siger Mogens Brøndum politikommissær ved Østjyllands Politi, til TV 2 | Østjylland.
Kvinden har desværre ikke været i stand til, at give et nærmere signalement af drengene der overfaldt hende. Hun slap fra overfaldet med en blodansamling i højre arm samt diverse små knubs.