57-årig dræbt af tog i Risskov
En 57-årig mand på joggingtur døde, da han blev ramt af et tog på Grenaabanen i det nordlige Århus.
8. dec 2006, kl. 22:44
Mere end 30 dage gammel
En 57-årig mand blev fredag eftermiddag dræbt, da han blev kørt ned af et tog, der kører på Grenaabanen.
Ulykken skete ved en jernbaneoverkørsel på Viengevej i Risskov i det nordlige Århus klokken 16.10.
- Det er en mand fra Lystrup, der var på joggingtur. Ved jernbaneoverskæringen løb han bag om en varebil og over sporet, selvom bommene var nede, og lysene blinkede, fortæller vagthavende ved Århus Politi.
Lokoføreren gav via 112 politiet besked om, at han havde påkørt en person. Da politi og ambulance kom frem til stedet, fandt de manden død. /ritzau/