500 parcelhusgrunde til salg
Århus Kommune vil over de næste to år sætte 500 nye parcelhusgrunde til salg.
Efterspørgslen på grunde i Århus Kommune er så stor, at byrådets tekniske udvalg har besluttet at sætte 500 villaparceller til salg over de næste to år.
Efterspørgslen har presset grundpriserne op i nye rekordhøjder. Senest fik kommunen mere end 700 bud på 72 byggegrunde, hvor gennemsnitsprisen for de højeste bud lå på henholdsvis 1.357 - og 956 kr. pr. kvadratmeter, skriver Morgenavisen Jyllandsposten i dag.
»Det understreger, at kommunen ikke har været i stand til at følge med efterspørgslen. Vi skal tilbage til en situation, hvor priserne finder et mere naturligt leje end det aktuelle niveau præget af overophedning,« siger teknisk rådmand Poul B. Skou (K) til avisen.
Kommunen planlægger ligeledes at udbyde en række storparceller med plads til 1.500 nye boliger. Samtidig skal der gives mulighed for byggeri på en række privatejede arealer. Det vil give plads til op mod 600 villaparceller og 3.300 storparceller.