300 sejlere til EM i Kaløvig
De kommende dage byder på masser af sejlads i Kaløvig
På lørdag begynder EM for den olympiske bådklasse Laser i Kaløvig, hvor den officielle åbning finder sted klokken 18.00.
De 300 deltagere er allerede tjekket ind i Kaløvig Bådelaug, og i løbet af de kommende dage dyster de i Aarhus Bugt.
Her er tre Europa Mesterskaber samlet under én paraply: European Laser Radial Women's Championship 2015, European Laser Standard Senior Championship 2015 og European and World Laser Radial Men's Championships 2015.
Danmark er repræsenteret hos både kvinder og mænd.
Blandt andet deltager den 23-årige landsholdssejler Anne-Marie Rindom fra Horsens. I sidste måned sikrede hun sig guld ved de Nordiske Mesterskaber og fortsætter nu jagten OL i Rio næste år.
Se: God dansk VM-start i Kaløvig
Hos mændene er Patrick Döpping fra Egå Sejlklub og Thorbjørn Schierup fra Kaløvig Bådelaug med.
Udover de danske sejlere er der sejlere repræsenteret fra mere end 30 forskellige lande.
- Jeg har en klar forhåbning om, at sejlerne på bagkanten af stævnet vil have en følelse af, at det var værd at rejse hertil og træne op til, siger Per Hjerrild, der er stævneleder, i en pressemeddelelse.
Det er ikke mere end en uge siden, at der sidst var et stort stævne i Kaløvig. Her var der Nacra 17 VM.
Laser European Championships 2015 åbnes officielt lørdag den 18. juli klokken 18.00 i Kaløvig Bådelaug og er åben for tilskuere og publikum.