18-årig mand fundet død
Det var den forsvundne Ivar Jørgensson fra Havndal, der tirsdag blev fundet død ved Hadsund.
Liget af en ung mand, som blev fundet tirsdag aften i et vandhul ud for Hadsund, er den 18-årige Ivar Jørgensson fra Havndal.
Manden, der sidst blev set i live søndag den 3. februar, blev fundet omkommet tirsdag kort omkring klokken 17.
- En beboer fra området ringede til politiet, fordi der ligger en livløs person i en sø, siger vicepolitikommissær Allan Overgaard fra Nordjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Den 18-åriges bil var efterladt godt en kilometer fra vandhullet.
- På nuværende tidspunkt er vores tekniske undersøgelser på stedet ikke helt færdige, men på nuværende tidspunkt har vi en formodning om, at der ikke ligger et strafbart forhold bag ulykken.
Det billede, der tegner sig er, at der er tale om en tragisk ulykke, siger vicepolitikommissæren onsdag formiddag.