17-årig sparkede taxichauffør
Politiet har anholdt en 17-årig mand, der er sigtet for tre grove røverier i Århus og Rønde.
Politiet mener at have fundet den ene af gerningsmændene bag tre grove forbrydelser i henholdsvis Århus og Rønde.
Tirsdag formiddag var den 17-årige unge mand i gang med at blive fremstillet i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling.
Den 17-årige er sigtet for et røveri mod en taxichauffør på Dortesvej i Brabrand i Århus mandag formiddag. Her blev føreren af taxien overfaldet af tre personer, der sparkede ham på kroppen og frarøvede ham 2500 kroner.
De to andre røverier, som politiet mistænker den unge mand for, skete på Hovedgaden i Rønde en nat midt i marts. Her fik to unge mænd ved to forskellige episoder med kun en times mellemrum spark og slag og blev frarøvet mobiltelefon og mindre pengebeløb. To andre gerningsmænd til de episoder er stadig på fri fod. /ritzau/